Toilet for mennesker med handikap under ombygning af torv

Det skal naturligvis være muligt at bruge et toilet for mennesker med handikap i Ringsted under den længerevarende renovering, der i øjeblikket er i gang på Ringsted Torv. Det mener Enhedslisten.

Derfor har byrådsmedlem Jan Jakobsen, der onsdag 1. november er tilbage efter 2 måneders orlov, nu bedt om at få sagen på førstkommende byrådsmøde. Han har benyttet sig af initiativretten og bringer sagen direkte op i byrådssalen.

»Det gør jeg, fordi der skal ske noget nu. Det er borgere, der har gjort mig opmærksom på problemet. Jeg burde naturligvis selv kunne regne det ud, men mener, at det bør være en helt naturlig del af et så stort projekt, at man tager højde for den slags – og når jeg så hører fra borgere, at vi her har et reelt problem, så skal jeg naturligvis reagere. Jeg skal kun blande mig i tilfælde, hvor det ikke fungerer. Og det er jo helt tydeligt, at det ikke gør her« siger Jan Jakobsen.

Torverenoveringen har allerede stået på et stykke tid. Der har ikke været toiletfaciliteter på Torvet siden bygningen midt på Torvet, der indeholdt café og toiletter, blev lukket.

»Andre borgere er henvist til andre cafeer m.v., hvor der ikke er tilgængeligt, så det løser ikke problemet. Jeg regner naturligvis med, at det øvrige byråd er indstillet på at finde en brugbar løsning som vi. Der går jo noget tid før den nye bygning på Torvet med bl.a. toiletfaciliteter er på plads,« slutter Jan Jakobsen.