Ringsted og klimaet

Jesper Theilgaard og folketingskandidater debattere klima med borgerne i Ringsted kommune.

Fire partier byder klimaekspert og borgere til oplysnings- og debatmøde om klimaudfordringerne.

Hjælper det på klimaet, at jeg tager toget fremfor benzinbilen på arbejde? Batter det virkelig noget overfor klimaet at skære ned på familiens flyrejser, når vi skal på til ferie? Og bør jeg fremover spise meget mindre kød for at hjælpe klimaet?
De er tre eksempler på spørgsmål, som klimaekspert og tidligere tv-meteorolog, Jesper Theilgaard, står klar til at svare på i Dagmarskolens sal torsdag 14. marts kl. 19.

Foruden Jesper Theilgaard, der nu har helliget sig at oplyse om klimaudfordringerne – ikke bare globalt, men også lokalt – deltager også fire folketingskandidater. Det drejer sig om Anne Madsen fra Socialdemokratiet, Kathrine Olldag fra Radikale Venstre, Astrid Carøe fra SF og Linda Havanna Hansen fra Enhedslisten. Deres opgaver bliver at svare på spørgsmål fra salen, men også at fortælle, hvad de og deres parti vil gøre ved klimaudfordringerne.

”Jeg glæder mig til at fortælle om størrelsen af de udfordringer, som vi står overfor, og vil også byde ind i den debat, der kommer med folketingskandidaterne fra de fire partier,” siger Jesper Theilgaard.
”Ingen kommuner slipper for at forholde sig til de klimaudfordringer, som vi står overfor. Heller ikke kommuner som Ringsted, der ikke har nogen kystlinje, ” slutter foredragsholderen.

På mødet – hvor der er gratis adgang – er det håbet, at publikum kan blive klogere på, hvad man kan gøre som enkeltperson for at hjælpe klimaet, og hvilke tiltag kommunalbestyrelser og regeringen bør tage i samme ærinde.
Oplysnings- og debatmødet har overskriften ’Ringsted og klimaet – hvad vil politikerne og hvad kan du selv gøre?’.

Program:
Kl. 19.00: Velkommen ved ordstyrer
Kl. 19.05: Jesper Theilgaard: Hvad sker der med vejret både her i Danmark og i udlandet – og hvad er risikoen for fremtiden – for vores børn og børnebørn?
Kl. 19.25: Folketingskandidater fra partierne får 5 minutter til at fortælle, hvad de mener, der skal gøres for at forhindre en klimakatastrofe.
Kl. 20.00: Pause – mulighed for at købe kaffe og kage
Kl. 20.10: Jesper Theilgaard vurderer effekten af panelets forslag til at bekæmpe klimaforandringerne.
Kl. 20.25: Spørgsmål fra salen (med svar fra Jesper Theilgaard og paneldeltagerne) – og herefter fri debat styret af ordstyren.

Mødet er arrangeret af de lokale partiforeninger fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Alle byrådets partier har været indbudt i arrangørkredsen.