Lærerkonflikt var aftalt spil


Debat – læserbrev bragt i Lokalbladet 10. oktober 2017

Vi vidste det jo godt, men alle benægtede. Men nu har SFs tidligere formand og erhvervsminister i den daværende SRSF-regering, Annette Vilhelmsen bekræftet det.

Lockouten af lærerne i 2013 og regeringsindgrebet var aftalt mellem regeringen og KL inden forhandlingerne var startet. Lærerne skulle bankes på plads, for at finansiere folkeskolereformen.

Et uhørt angreb på den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv afgør løn- og ansættelsesvilkår. Men hvor Socialdemokrater, Radikale og SFere nu udstyrede arbejdsgiverne med en skarpladt pistol og »a license to kill!«

Jeg mener det må kræve refleksion hos de partier, der gennemførte indgrebet.

For det første er det en beslutning, der kaster lange skygger. Mange lærere er ved at bukke under for arbejdspresset på grund af det øgede timeantal.

Hver fjerde af de nyuddannede lærere forlader folkeskolen indenfor det første år.

For det andet fordi det er et attentat på den danske model, som ellers fremhæves i høje toner, men som, da det blev bekvemt, blev aflivet i Finansministeriet.

Politikerne i SF og Socialdemokratiet har virkelig noget at tænke over. Disse partier havde tilsammen flertal i KLs bestyrelse og sad samtidig i regering. Et perfekt udgangspunkt, hvis man vil sætte de frie forhandlinger ud af kraft. Og det var hvad man gjorde.

Jeg mener at udviklingen i Folkeskolen trænger til at blive vendt. Vi har brug for folkeskole for alle – med ressourcer nok til alle.

Ved budgetforhandlingerne i Ringsteder blev det besluttet, at folkeskolen skal løftes. Og det er jeg rigtig glad for.

Men vi er ikke i mål i Ringsted. Der brug for flere ressourcer. Der skal være penge til inklusion, til bygningsvedligeholdelse, forbedret undervisning og lærerene skal sikres tid til forberedelse.

Det skylder vi folkeskolen, lærerne, forældrene og ikke mindst eleverne.

Henrik Kjær, Abelsvej 17, Ringsted