Af Jan Vagn Jakobsen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har netop haft “Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om social pension” i høring. Det er en præcisering af reglerne om ressourceforløb og dokumentationskrav for tilkendelse af førtidspension.
I begrundelsen for lovforslaget hedder det om den oprindelige lov, at “…En af de centrale intentioner var at reducere antallet af tilkendelser af førtidspension ved hjælp af en styrket forebyggende indsats, herunder deltagelse i ressourceforløb…” og videre:
“Ressourceforløb blev indført for at udvikle borgerens arbejdsevne og dermed, hvis det er muligt, forebygge førtidspension. Deltagelse i et ressourceforløb skal sikre, at alle relevante muligheder for at udvikle arbejdsevnen har været forsøgt, inden der tilkendes førtidspension.”
De to citater ovenfor bruges som argumenter for de småændringer, der har været i høring. De skal præcisere hensigten med førtidspensionsreformen (se note 1).
Loven og kommunerne
Set i kommunal sammenhæng er formuleringerne ganske enkelt naive. I en kommunal vinkel er det centralt at slippe billigst muligt i løsningen af opgaver. Det kommer jeg med nogle eksempler på senere i dette indlæg.
Man kan undre sig over, at Christiansborg-politikerne først nu lægger op til præciseringer af reformerne. Og hvorfor kommer de netop nu, samtidig med at en større evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob er i gang?
Intentionerne med ressourceforløbene har indtil nu været så vagt præciseret – nærmest fraværende – at det skriger til himlen, at kommunerne de sidste 5 år har fået lov at boltre sig i egne fortolkninger indenfor nogle uhørt vage rammer.
Der er altså gået hele 5 år, før man så meget som overvejer at ændre på fadæsen trods en massiv kritik fra både handikaporganisationer og andre aktører.
Det er svært andet end at opfatte det som billige points, når folketingspolitikere nu prøver at bortforklare de helt reelle og ganske mærkbare konsekvenser af den lovgivning, der trådte i kraft 1. januar 2013. Det er muligt, at lovgivningen har været “tænkt” som beskrevet, men den barske virkelighed er en ganske anden. Kreativiteten har været stor i kommunerne. Det har antaget helt groteske former – og det har fået lov til at passere.
Den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen erkendte i et samråd fredag 14. december 2012, at den samlede lovgivning om førtidspension og fleksjob ikke var solidarisk. “Jeg mener til gengæld, det er rimeligt” sagde hun dengang (se note 2). Nu kommer man så med nogle mindre ændringer, der skal være et plaster på såret. En moderering af den daværende beskæftigelsesministers noget bombastiske opfattelse af begrebet rimelighed. Sagt så groft og plumpt dengang, at selv Liberal Alliance ikke ville være i stand til at udtrykke det mere neoliberalt. Så selv den mindste ændring er vel en irettesættelse af den tidligere minister.
Få når i arbejde
Konsekvenserne har været store. Reelt er ganske få med handikap nået i arbejde. Når det er sket, er det ofte sket på bekostning af andre arbejdspladser på særlige vilkår. Nettotilvæksten er altså ikke imponerende. Det er til gengæld antallet af personer, der venter på et job på særlige vilkår. Det er steget støt og gør det stadig.
Mange borgere er landet mellem førtidspension og arbejdsmarkedet på ydelser, hvis formål egentlig er tænkt som en midlertidig støtte. Mange med alvorlige udfordringer – foruden manglende arbejde – i form af handikap eller at de er socialt udsatte, er landet på ydelser uden de indsatser, der skulle bringe dem videre i arbejde.
Midt i dette kan vi kun være glade og klappe i hænderne over, at det nu endelig lykkes at få bare en minimal ændring igennem. Det må tages som udtryk for, at det har været rivende galt de sidste 5 år.
Ansvaret er naturligvis ikke Mette Frederiksens alene. Det hviler på hele forligsgruppen bag førtidspensions- og fleksjobreformen. Her ligger så til gengæld et så stort ansvar, at selv flere år under en vandhane ikke kan vaske skampletterne af.
Imens er det handikapbevægelsen, der har arbejdet for at skabe jobs på særlige vilkår, der har gjort en forskel og som burde have været prioriteret på alle niveauer i stedet for tom snak.
Ingen bevægelse
Helt i modsætning til handikapbevægelsens initiativer, står de initiativer, Socialdemokraterne, SF og Radikale indførte. F.eks. de såkaldte fleksjobambassadører, der skulle legitimere reformerne. De blev lynaflederne, der kunne tages i brug som som argument for, at “vi gør da så sandelig noget”. Rent overfladisk gav de vandringen fra pension til reformramte et skær af tilforladelighed.
Med de argumenter kunne bl.a. KL fortsætte deres skiftevise klagesang og systematiske hetz mod mennesker med handikap. Et projekt man endnu ikke er vokset ud af. Det viste man for fuld udblæsning ved Handikap- og Psykiatrikonferencen i Kolding i november 2017, hvor KL-budskabet, at det er handikaporganisationernes krævementalitet, der bærer ansvaret for det dårlige samarbejde med kommunerne, beredvilligt blev serveret.
Man behøver ikke være den store ørn til statistik for at se, at faldet i førtidspensioner ikke modsvares af jobs på særlige vilkår. Konsekvensen er, at der er en del mennesker med handikap, der bliver hængende på kontanthjælp eller kontanthjælpslignende ydelser. De er i venteposition til jobs på særlige vilkår. Jobs, der ikke skabes i nær den målestok, der er brug for. Det viser en undersøgelse, jeg ofte nok har henvist til, som er gennemført i Ringsted kommune 2014 (se note 3).
Både førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og forebyggende indsatser har rod i kommunerne og dermed også i den kommunale økonomi. Enhver ansvarlig folketingspolitiker kunne og burde derfor allerede ved indførelsen af førtidspensions- og fleksjobreformerne have spurgt sig selv om, hvilke elementer af denne “pakke” kommunerne mon ville vælge at benytte sig af?
Kommunerne er økonomisk trængte
Man må naturligvis have in mente, at kommunerne i forvejen er økonomisk trængte. Det gør også, at flertallet af kommuner har taget det billigste i pakken og ladet resten ligge. Altså sætte mennesker med handikap på ydelser, der økonomisk set umiddelbart virker som de billigste. Alt for ofte dropper man netop de indsatser, der burde være en central del af arbejdet.
Der er stor forskel på de løsninger kommunerne vælger. Det gør, at der retfærdigvis sagt også er kommuner, der bryder mønstret, men helhedsbilledet peger i retning af, at der er mange kommuner, hvor den billigste del i pakkelegen vinder størst anseelse og anerkendelse.
I øjeblikket er der hos regeringen en stor tiltro til, at gunstige konjunkturer vil sikre, at flere mennesker med handikap kommer ind på arbejdsmarkedet. Det fremstilles nærmest som en slags automatik, der løser alle problemer. Sådan er virkeligheden ikke. Det vil være langt vanskeligere at fastholde mennesker på arbejdsmarkedet på særlige vilkår end det er at få os ind kortvarigt. Vi vil være den arbejdskraftreserve, der kan gå ind og ud, når det ikke følges op med indsatser, der skal sikre, at der er tale om en fortsat tilknytning.
Mange politikere vil naturligvis straks stille spørgsmålet, hvorfor mennesker med handikap skal stilles bedre end alle andre grupper på arbejdsmarkedet. Det mener jeg heller ikke vi bliver. Der er brug for et langt større fokus på at skabe match, der sikrer, at de af os, der vælger at arbejde få timer på særlige vilkår, rent faktisk også udfylder funktioner, der er brug for.
Det er langt sværere at finde små jobs der passer både i tid, funktionsområder og kvalifikationer til den enkelte end at finde et “almindeligt” job. Det gør situationen meget mere sårbar. Derfor har samfundet en pligt til at kompensere her, så det rent faktisk er muligt at komme ind og forblive på arbejdsmarkedet. Det er jo det, der nu fremhæves som en central, men hidtil glemt intention med reformen: en styrket forebyggende indsats.
De, der ikke skal i arbejde
Som en del af hele denne diskussion er det vigtigt at holde fast i, at der også er en gruppe borgere, der aldrig kommer i nærheden af arbejdsmarkedet. Det kan være enten på grund af handikap eller på grund af så mange års massive komplikationer af anden karakter, der gør det helt umuligt at opnå beskæftigelse selv på særlige vilkår.
Der skal, som det også er formuleret af f.eks. initiativet “Værdig reform” være et minimum for arbejdsevne, som skal være til stede før kommunerne kan forlange, at mennesker med handikap skal være på vej mod beskæftigelse frem for førtidspension. Det minimum af arbejdsevne bør ligge så højt, at det giver mulighed for og ret – men ikke pligt – til at være med i og bruge de skiftende ressourcer, der er til rådighed hos en person, i frivilligt socialt arbejde.
Det er, hvis forligsgruppen bag reformerne fremover virkelig vil undgå fadæser fremadrettet, nødvendigt at sætte langt skarpere grænser for, hvor langt kommunerne må gå i den klapjagt på at vride såkaldt arbejdsevne ud af mennesker med handikap, man hidtil har praktiseret.
Det er i denne sammenhæng vigtigt at fastholde begrebet udsatte ledige, som Majbrit Berlau, formand for Socialrådgiverne, gør det i en nylig kronik (se note 4). Jeg tror hende gerne på intentionerne:
“…Når vi socialrådgivere samarbejder med borgerne om at håndtere deres udfordringer og bringe dem videre i for eksempel uddannelse eller job, lykkes det ikke på grund af, men ofte på trods af, politikernes fokus på at presse de ledige. Tillid og tid til den enkelte borger er forudsætningen for succes og, ja, vi skal stille krav – og det gør vi også – men vi kan se, at fattigdom, sanktioner og straf gør arbejdet med udsatte ledige langt sværere, end det burde være. Det samme viser forskningen på området…”
Tillid
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at medarbejderne i kommunerne gør en enorm indsats for at følge lovgivningen så godt og loyalt som overhovedet muligt. Det ændrer dog ikke ved, at der i kommunerne er et direktionslag med en helt anden målsætning. Den tager afsæt i den kommunale økonomi og i at slippe billigst muligt for den samme økonomi. Det gælder ikke alene på arbejdsmarkedsområdet og muren til førtidspension, men på hele det socialpolitiske område.
Jeg sidder selv i Ringsted byråd. Her har vi nu måttet erkende, at der gennem flere år er sket systematiske ulovligheder i forhold til cirka 200 familier på børnehandikapområdet. Tallene er administrationens egne udsagn.
Det drejer sig først og fremmest om, at man har gjort ydelser som merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste til tidsbestemte ydelser, der stoppede ved fastsatte udløb, selv om det er klart ulovligt. Det kan ikke være tilfældige fejl, der muliggør et sådant svigt. Børnehandikap-afdelingen er helt lagt ned. Alle fem medarbejdere, der var i afdelingen, sagde enten op, blev langtidssygemeldte eller er gået på pension.
Det er en situation, der er rivende gal. Kække bemærkninger om, at nu rettes der op på fejlene og skues fremad, er langt fra nok. Der er et både politisk og ledelsesmæssigt ansvar for, at det har kunnet ske. Det skal afdækkes af hensyn til borgernes retssikkerhed. Vi må have garantier for, at det ikke får lov til at ske igen.
For at vende tilbage til det primære emne i dette blogindlæg, så bliver det på ingen måde bedre af, at der også 13. februar tikkede en revisionsrapport ind fra BDO om forhold i Ringsted kommune, hvor man bl.a. konkluderer, at “…Det er vores vurdering, at sagsbehandlingen på det sociale område, vedrørende sager med ressource-forløb, ikke fuldt ud lever op til lovgivningen, idet vi har konstateret et relativt højt fejlniveau i disse sager svarende til fejl i ca. 57 % af de efterprøvede kontrolpunkter. Flere af de konstaterede fejl er relateret til borgers retssikkerhed…”. Endnu et punkt, der svækker tilliden til de rammer, som den kommunale ledelse sætter for retssikkerheden.
Kommunalt set er det ikke afgrænsede emner, der er målet for nedskæringer. Der er tale om en mangfoldighed af kreative indfald.
Øjne på kommunerne
Både set i lyset af Folketingets nuværende fokus på præciseringer og den mere generelle kritik af kommunerness ageren, er der behov for at holde skarpt øje med udviklingen i de enkelte kommuner. Det er jo ikke kun i Ringsted kommune, der er grund til at være på vagt.
Et sidste punkt, der kan give anledning til bekymring, er, at der som nævnt er gang i en større evaluering af førtidspensions- og fleksjobreformen. Det bør i sig selv være en god ting, medmindre det kommer til at gå, som økonomen Henrik Herløv Lund aner i en analyse af justeringerne.
Han nævner i sit indlæg (se note 5), at mindst tre forhold gør sig gældende, som han trækker frem i analysens afsluttende bemærkninger: “…Det forholdsvis begrænsede resultat af forhandlingerne om ændring af loven viser frem for alt, at Socialdemokratiet har været fodslæbende overfor opblødning af reformen af hensyn til prestige for partiets formand, Mette Frederiksen, der som bekendt gennemførte loven.
Og at SF, der ellers sprang op som løve og tilsluttede sig fagbevægelsens krav om ændringer, nu er faldet ned som lam, formentlig fordi partitoppen har øjnene stift rettet mod et nyt regeringssamarbejde med S og derfor ikke tør skille sig afgørende ud herfra.
Senere på året kommer en stor evaluering af reformen. Man kan frygte at disse kosmetiske ændringer da vil blive brugt til at tage luften ud af ny kritik og nye krav om ændringer…”
Hold fast I værdigheden
Det er så et kvalificeret svar på et af de indledende spørgsmål: hvorfor kommer præciseringerne netop nu, hvor en større evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob er i gang? Det er ikke nok at håbe på, at det ikke går så slemt. Der skal et massivt pres til fra alle de, der arbejder med dette felt eller er ramt af reformerne. Vi er mange, der er berørt af det, hvis situationen ikke ændres, og det ikke lykkes at få indført vidtgående restriktioner i kommunernes måde at handle på, når det gælder arbejdsmarked, pension og borgernes retssikkerhed.
Naturligvis med en aftalt kompensation. For der er jo en grund til at kommunerne opfører sig som en olm tyr. Både opgaver og økonomi er smidt over på kommunerne for at optimere effektiviteten i først og fremmest kommunernes økonomiske ressourceforbrug. Det er en situation, der ikke løses ved at omfordele den kommunale elendighed med en ny udligningsreform. Det er i sig selv et helt kapitel for sig, det fører for vidt at komme ind på her.
Her er fokus på de småpræciserinser af førtidspensionsreformen, der foreløbig er lagt frem og den noget større evaluering af hele reformen, der er på vej. Her er det vigtigt, at så mange som muligt står sammen om at kræve værdige vilkår både for de mennesker med handikap, der kan arbejde – og dé, der ikke kan.
Noter:
(1) Forslag til Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om social pension som det ses på høringsportalen. Citeret fra efterfølende bemærkninger til lovforslaget om “Baggrunden for lovforslaget”.
(2) Her citeret fra min private blog: “Job-Blog 30: Der skal fortsat kæmpes!”, 6. april 2013 http://jan-jakobsen.dk/?p=2110
(3) Det Rummelige Arbejdsmarked, Ringsted kommune, 2014.
(4) Berlingske tirsdag 13. februar 2018: “Socialrådgiver-formand: Grib chancen – gør hovedrent i reglerne, så flere kan komme i job”. https://www.b.dk/kronikker/socialraadgiver-formand-grib-chancen-goer-hovedrent-i-reglerne-saa-flere-kan
(5) Henrik Herløv Lund, Kritiske Analyser “Beskeden forbedring af førtidspensionsreform”, 11. februar 2018. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Aendringaffoertidspension.pdf
