Svært at blive enig om budget 2024

“Vores deltagelse og støtte til et budget, der bare ligner det, der ligges op til her, bliver meget svær”, sagde Henrik Kjær, da Ringsted kommunes budget blev behandlet den første af 2 gange på byrådsmødet mandag 11. september.

Begrundelsen for Henrik Kjærs meget pessimistiske udmelding er bl.a. de kraftige besparelser der lægges op til på det specialiserede socialområde.


“Jeg tror alle går til forhandlingen med de bedste intentioner om at gøre det så godt for borgerne i Ringsted som overhovedet muligt”, fortsatte Henrik Kjær. “Derfor er det også fuldstændig absurd og uacceptabelt, at forhandlingerne skal foregår på nogle præmisser, der tvinger os – altså byrådet – til at forringe vilkårene for borgerne i kommunen. 30 mio. er det økonomiske råderum efter regeringen har givet kommunerne en lillebitte plaster til et stort blødende sår. Det er 30 mio. kr. som skal findes inden man overhovedet kan gå i gang med at prioritere. Det på grund af regler som politikere på Christiansborg har lagt ned over kommunerne, herunder Ringsted.”
 
Henrik Kjær nævner, at samtidig med, at økonomien buldrer der-ud-af, er byrådet i optakten til budgetforhandlingerne blevet belært om, at stigningen i udgifterne til det såkaldt specialiserede område presser udgifterne på det almindelige service- og velfærdsområde med ca. 60 mio. kr. Det gør det endnu værre.

Udgifterne til bl.a. mennesker med handicaps, til børn og unge der har det svært, til psykisk syge mv. stiger så meget, at vi på grund af budgetlovens serviceramme, skal finde 60 mio. på f.eks. folkeskolen, ældreområdet, veje eller andre nødvendige kommunale opgaver.
 
“Man skulle tro, det er  syge hjerner, der har udtænkt et sådant system? Ihvertfald må man sige, at det er sygt, at man ikke laver systemet om, når man opdager, at det virker, som det gør. For det tvinger os til at vælge mellem pest eller kolera samtidig med at vi kan se, at økonomien buldrer derudad.  Overskud på statsfinanserne, større  og større økonomisk råderum, store overskud i det private erhvervsliv osv osv.

Det er et paradox, som er resultat af politiske beslutninger. Et paradox, der kun bliver værre, når man så, i strid med valgløfterne, vil give de velbjergede skattelettelser.”
 
Paradoxet kan faktisk ikke siges bedre og mere klart end det er formuleret af medarbejderne på tværs af 70 HMU i hele landet. Her iblandt HMU i Ringsted. Her gør man det klaret, at “…Vi ser nu, hvordan udgifterne til det specialiserede socialområder er eksploderet. Hvorfor mon? Kunne det hænge sammen med, at skiftende regeringer har tvunget kommunerne til at presse citronen til det ukendelige år efter år? Vi rider, som I sadler, men nu må I sadle om!”

Du kan høre hele Henrik Kjærs budgetindlæg her:
https://ringsted.kommune-tv.dk/watch/7671?t=0h14m59s