Enhedslisten stiller spørgsmål om direktør-kontrakter

Henrik Kjær, der indtil 1. november vikarierer i byrådet for Jan Jakobsen, er flere gange i løbet af valgkampen mødt med spørgsmål om Ringsted kommunes brug af direktør-kontrakter med aftrædelsesgodtgørelser. Som sin sidste gerning inden vikariatet slutter, har Henrik sendt en række spørgsmål til Ringsted kommune for at få belyst emnet. »Direktør-kontrakter er jo et emne, der fylder i den offentlige debat. Ikke mindst set i lyset af, at der har været vist udsendelser i TV om emnet. Det gør det vigtigt at vide, hvordan tingene forholder sig – og jeg vil gerne have noget konkret viden,« siger Henrik Kjær.

Spørgsmålene, Enhedslisten har stillet, er følgende:

  • Anvendes der i kommunen til medlemmer af direktionen kontrakter med åremålsansættelse og fratrædelsesgodtgørelser?
  • Rummer disse kontrakter i givet fald mulighed for fremskudt udbetaling, altså udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen uden faktisk fratrædelse finder sted?
  • Har Ringsted kommune på noget tidspunkt udbetalt fratrædelsesgodtgørelse i henhold til sådanne kontrakter og i så fald hvor meget?
  • Er der i Ringsted kommune foretaget udbetaling i forbindelse med en fratrædelse, hvor pågældende så er fortsat i stillingen? Og har stillingen i så fald været ude i åbent opslag?
  • Er der udbetalt fratrædelsesgodtgørelse fremskudt, altså inden den egentlige fratrædelse er fundet sted?