Transport for mennesker uden bil

Uanset hvor i Ringsted kommune man bor – skal man have mulighed for at benytte kollektiv trafik.

Mobil uden egen bil

Det overordnede princip for trafikpolitikken bør være, at alle borgere i Ringsted kommune kan være mobile uden at være afhængige af egen bil og med størst mulig brug af kollektiv trafik, cykling og gang samt med mindst mulig klimaeffekt.

Det betyder at der bør laves en overordnet plan for, hvorledes dette bedst kan indfries og hvilke tiltag der skal gennemføres, f.eks. over en 10-årig periode.

Yderområderne

De mange dejlige landområder i Ringsted kommune giver en udfordring inden for kollektiv trafik.

Flextrafik bør her være et supplement til den kollektive trafik, f.eks. til at komme til trafikknudepunkter og stationer. Landsbyerne bør også omfattes af velfungerende kollektiv trafik.

Færre biler og mere byrum

Enhedslisten ønsker at fremme byrum frem for P-pladser. Bl.a. derfor støtter vi Torve-projektet. Biler fylder rigtig meget i byerne. Både når de bruges og ikke bruges.

Bilkørsel i byområder skal mindskes og farten reduceres.

Fjerntogene skal stoppe i Ringsted

Enhedslisten er glad for udbygningen af togstrækningen mellem København og Jylland. Men vi mener, at udbygningen skal give bedre forhold for borgerne i Ringsted og for borgerne som kommer sydfra, fx fra Nykøbing F. Derfor skal de nye tog stoppe i Ringsted.

Broen der skal bygges i forbindelse med den nye linjeføring, skal ligge øst for Ringsted. Der generer den mindst.

Fossilfri transport

Enhedslisten ønsker størst mulig omstilling til elbiler. Derfor bør kommunens egne biler være elbiler.

Offentlig kollektiv trafik.

Stop for udbud: kollektiv trafik skal være offentligt ejet og styret. Med offentligt ejerskab kan vi sikre miljø, passagerer og ansatte bedre forhold.

Lavere billetpriser

Priserne på offentlig transport er bare steget og steget. Vi ønsker lavere priser på offentlig transport – både i busser, tog og med Flextrafik. Der bør arbejdes på at bybusserne bliver gratis.