Valgkamp for fuld skrue

Valgplakaterne med de 5 øverste kandidater er nu trykt og vi er klar til at blive hængt op i lygtepælene, når startskuddet for opsætningen går lørdag den 28. oktober kl. 12.00 – altså ved middagstid. Det skal nok give liv i byen, når kandidaterne fra ikke mindre end 10 opstillede partier dyster om byens bedste lygtepæle.

Enhedslisten deltager i alle de vælgermøder der er i kommunen. Vi er fra lørdag den 28. også på Torvet sammen med de øvrige partier.

Det er muligt at følge med i valgkampsaktiviteterne via den kalender, der nu er på forsiden af hjemmesiden.

Valgkampen byder på en lang række andre aktiviteter, som vi vil skrive om efterhånden som de bliver aktuelle. Der bliver blandt andet fremstillet flyers om aktuelle kommunalpolitiske emner, som vil være med, når vi er på Torvedagene.

Materialerne vil også være at finde på hjemmesiden – og ikke mindst på de sociale mediet.

»Som det også er allerede har været nævnt adskillige gange i de lokale medier, så er valgkampen denne gang rykket ind på de sociale medier. Det er den også for Enhedslisten, og vi bruger både hjemmesiden, Facebook og Twitter. Det gjorde vi også ved kommunalvalget for 4 år siden. Der er ingen tvivl om, at det bliver endnu mere denne gang, men vi er meget opmærksomme på, at det ikke må blive på bekostning af den mere traditionelle valgkamp. Der er stadig mange, der slet ikke eller kun ganske lidt er på de sociale medier«, siger Henrik Kjær.

Netop af den grund vægter Enhedslisten også at være til stede de steder, hvor der er mulighed for at snakke direkte med borgerne. Af samme grund har Enhedslistens lokale campingvogn udover den meget genkendelige røde farve også fået nogle særdeles synlige Ø’er tilføjet, så vi er særdeles genkendelige når vi dukker op såvel på landet som i byen.

På det øverste foto fremviser vores spidskandidat Henrik Kjær den fælles plakat med de 5 øverste af 8 kandidater på listen.