Ulovligheder skal stoppes

Sent torsdag aften 7. december modtog Enhedslistens byrådsmedlem Jan Jakobsen som andre kommunalpolitikere i Ringsted et brev fra mere end 40 forældre til børn med handikap. De beskriver meget velargumenteret, at Ringsted kommunes børnehandikapteam bl.a. systematisk har brugt ulovlig praksis når det gælder bevillinger af løbende ydelser. Også at der overskrides fastsatte sagsbehandlingsfrister på børnefaglige undersøgelser. Ting, der ganske enkelt er lovstridige.

– Jeg har ingen som helst grund til at betvivle forældrenes velbegrundede udsagn, siger Jan Jakobsen.

– Samtidig har vi fra den ansvarlige ledelse hørt, at når samme børnehandikapteam er drænet for ressourcer, er der tale om rene tilfældigheder.

– Der tegner sig dog et ganske andet billede, efterhånden som jeg fra stadig flere forældre hører samstemmende beretninger om, at der gennem længere tid har været tale om systematiske ulovligheder i sagsbehandlingen.

– Det var også noget tættere på et skønmaleri, politikerne tegnede, da Danske Handicaporganisationer onsdag 18. oktober afholdt sit møde om handikappolitik op til kommunevalget. Her prøvede man at tegne et billede af, at det generelt går godt.

Der er noget ganske rivende galt her. Enten er politikere og formand i det ansvarlige udvalg ganske uvidende om, hvad der foregår i administrationen eller også dækker man over ulovligheder, der ser ud til at være sket over længere tid. Begge muligheder er lige slemme. Det skal der skabes klarhed over.

– Det er en meget alvorlig situation børn og forældre bliver sat i, fortsætter Jan Jakobsen.

– Det er helt urimeligt, at en administration, med eller uden politikernes vidende, presser familier ud i helt uholdbare situationer. Udover den daglige kamp for at skabe en god tilværelse for børn med handikap skal de også udsættes for en kommune, der ulovligt modarbejder dem. Det kan vi som ansvarlige politikere ikke sidde overhørigt. Og det skal stoppes nu.

Enhedslistens byrådsmedlem har fredag sendt en henvendelse til borgmester Henrik Hvidesten, hvor han beder borgmesteren om at forholde sig til henvendelsen og de konkrete lovbrud, der omtales.

Borgmesteren bliver ligeledes bedt om at beskrive, hvilke systematiske foranstaltninger, der vil blive foretaget i forhold til at rette op på beskrevne ulovligheder både i verserende sager og fremadrettet.

Jan Jakobsen skriver ligeledes i henvendelsen, at han “vil sætte pris på, hvis vi denne gang får et fuldt retvisende billede og ikke blot administrationens vurdering af, hvad administrationen gør. Det jo ikke er tydeligt, hvor et ansvar må placeres.”

– Ligeledes beder jeg om, at der tages handling snarest. Der er tale om uholdbar situation både for forældre, børn og for os som politikere, siger Jan Jakobsen og tilføjer, at dette kun er indledende initiativer.

– Der er brug for endnu flere initiativer i denne uholdbare situation. Vi er nødt til at kende det konkrete omfang af det, der foregår og sikre løsninger, der inddrager forældrene. Det er den eneste måde vi kan komme problemerne til livs på og få genoprettet en helt nødvendig tillid mellem kommune og forældre. Uden forældrene er der ingen troværdige løsninger. Jeg mener, vi er blevet trukket rundt i manegen – også i Handikaprådet, hvor jeg sidder som formand, slutter Jan Jakobsen..