Udvalg følger op på forslag fra Enhedslisten

Enhedslisten er glad for, at forslaget om at strække den lokale aftale om lærernes arbejdstid over en længere periode, nu bærer frugt. Af en artikel i Dagbladet torsdag 3. maj fremgår det, at formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Klaus Hansen, har taget ideen til sig og har et ønske om at sætte forslaget på udvalgsets dagsorden i maj.

-I Enhedslisten har hele tiden været enige i, at det er godt med en lokal lærertidsaftale, siger Jan Jakobsen, der er byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.

-Derfor foreslog Enhedslisten også på byrådsmødet 11. april, at aftalen kommer til at løbe over en længere tid end det ene år, man hidtil har tegnet aftalen for siden 2013. På byrådsmødet foreslog vi en løbetid på 4 år. Naturligvis under forudsætning af, at parterne ikke havde behov for justeringer og at andre forhold som f.eks. en central aftale om arbejdstiden ikke spiller ind. Vores argument var, at det ville forenkle sagsgangen og skabe ro og kontinuitet omkring en arbejdstidsaftale.

-Lærerne fik desværre ikke en central aftale om arbejdstiden i forbindelse med indgåelser af OK-18. Men der er nedsat en kommission, der de næste 3 år skal arbejde med at afdække området – og på den baggrund giver det rigtig god mening at indgå en lokal aftale, der får mulighed for at leve til en kommision formodentlig er klar med løsninger i 2021, slutter Jan Jakobsen.