Plejeboliger: Enhedslisten kræver handling

2. november sendte Enhedslistens byrådsmedlem Jan Jakobsen en henvendelse til borgmester Henrik Hvidesten, hvori han beder om at få en sag på byrådets førstkommende dagsorden. Sagen drejer sig om mangel på såvel plejeboliger som midlertidige plejeboliger til ældre medborgere.

»I september måned var der 13 personer på venteliste til en plejebolig. Samtidig er der heller ikke midlertidige plejeboliger nok. Konsekvensen er, at Ringsted kommune hverken kan tilbyde egne rum i de midlertidige boliger eller overholde retten til en permanent plejebolig inden for 2 måneder«, siger Jan Jakobsen. »Vi kan ikke sidde dette overhørigt og derfor har vi valgt at få sat sagen på dagsordenen. Det kan vi ved at bruge initiativretten – og jeg har da ikke fantasi til at tro, at byrådet vil afvise at behandle en sag, der handler om så ydmygende vilkår for ældre medborgere.«

»Der er jo en rimelig her og nu løsning på problemet,« fortsætter Jan Jakobsen. » Der bruges i øjeblikket 9 boliger til administration. Det er naturligvis uholdbart i en situation, hvor der er brug for dem til beboelse.«

Samtidig påpeger Enhedslisten også, at der er andre problemer når det gælder pleje. På et tidspunkt blev der givet tilladelse til, at akutfunktionen kunne rumme 2 beboere pr. stue med et lagen som adskillelse. Også dette problem mener Enhedslisten bør løses.

»Vi har fået tilkendegivelser fra borgere om, at det ikke fungerer. At det ikke er muligt at føre f.eks. en privat samtale med pårørende og at pladsen i det hele taget er trang, fordi der ofte også skal være plads til hjælpemidler. Det er altså også et problem, der skal løses.«

Enhedslisten har to øvrige punkter med i henvendelsen. Det ene er, at der sættes initiativer i gang, der skal sikre, at der ikke fremover opstår så massive kapacitetsproblemer for plejeboliger, som det er tilfældet i øjeblikket. Det andet er, at personalet på på Knud Lavard Centret udvides, så de svarer til det øgede antal borgere, der bor på centret.

»Det er vigtigt for os, at vi sikrer, at vi ikke så let kommer i lignende situationer fremover. Selvfølgelig kan der opstå flaskehalse, men 13 borgere på venteliste er politisk helt uacceptabelt – og jeg tror ikke, at vi i fremtiden kommer ud over en vis overkapacitet,« slutter Jan Jakobsen.