Kim Villadsen

Kim Villadsen bor i Sigersted, er 64 år og på efterløn.

Jeg har to børn og tre børnebørn. Alenefar i 15 år. Lever af efterløn.

Bor på landet i Sigersted ved Ringsted på 34. år. Her dyrkes kartofler, grønt og frugt – økologisk. Er en udpræget gør-det-selv-type, der reparerer og laver stort set alt. Motionscyklist, især i godt vejr. Er den lykkelige ejer af to cykler, et rejsekort og en gammel motorcykel.

Er uddannet laborant, og har arbejdet som sådan i over 20 år – i forskningsmiljøer på Københavns Universitet, H. Lundbeck og GEUS. Har et afbrudt kemistudium på Kbh. Universitet bag mig. Deltaget i tre ekspeditioner til NØ-Grønland.

Mellemleder i produktionsafdelinger på Sun Chemical i seks år med ledelsesansvar for op til 65 ansatte (blev sparet væk og røg ud i ledighed).

Desuden erhvervserfaring fra lukket akut psykiatrisk modtageafdeling (i studietiden). I ledighedsperiode i 00’erne bl.a. arbejde på forsorgshjemmet Kanalgården og i Varmestuen i Næstved.

Generelt velorienteret. Ved meget om kemi, herunder mærkning og klassificering af kemikalier, mikrobiologi, arbejdsmiljø osv. Engelsk og IT har jeg helt styr på.

Deltaget i utallige kurser både som fagligt aktiv i den lokale laborantklub gennem adskillige år, som mangeårig sikkerhedsrepræsentant og som leder.

Blev medlem og seriøst politisk aktiv i Enhedslisten for et par år siden, da jeg blev ”tvunget” på efterløn, Ikke fordi jeg ikke har haft lyst før, havde bare ikke tiden. Gammel VS’er (ikke medlem).

Er aktiv i baggrundsgruppen for byrådsarbejdet, i bestyrelsen i lokal afd. og i valgkampgruppen for kommunalvalget i 2017. Var også med i kampagnen op mod folketingsvalget i 2015. Deltager i stort set alle arrangementer i lokal afd. Er valgt til bestyrelsen og repræsentantskabet i EHL Region Sjælland, hvor jeg også stiller op som kandidat til regionsrådsvalget som nr. 6 på listen.

Politiske emner af særlig interesse (i tilfældig rækkefølge): lige adgang til sundhed, miljø/klimaændringer/forurening, økologi, bæredygtighed, psykisk syge, hjemløse, arbejdsmiljø, arbejdsløshed, social retfærdighed/lige muligheder, ældrepleje, flygtninge osv. osv.

 

Valgannonce: