DU SKAL VÆRE MED TIL AT BESTEMME

Vi vil gøre Ringsted til en kommune, der blomstrer af aktiviteter og fællesskaber. Hvor alle kan være med og hvor man kan bidrage og deltage med de talenter og interesser man har.

Ringsted er ikke bare en by. Ringsted er en hel kommune, der består af mange, lokale fællesskaber. De lokale fællesskaber skal have mere plads, mere indflydelse, sådan at de enkelte mennesker og borgere i kommunen kan få bedre muligheder for skabe sig et godt liv på egne betingelser.

 

Enhedslisten vil have mere demokrati. Men demokrati er andet og mere end et kryds på en stemmeseddel hvert 4. år. Demokrati er også:

• Indflydelse på beslutningsprocesserne der, hvor man bor. I vores nærområde – og uanset om det er på landet eller i en bydel.

• Indflydelse på, hvad der sker i skolen, daginstitutionen og andre steder hvor vi og vores familie lever livet.

• Indflydelse på, hvordan man former sit liv og sin egen hverdag.

• Indsigt og kontrol med politikere, administrationen og myndigheder – også helt lokalt i Ringsted kommune.

Vi ser desværre, at flere og flere demokratiske rettigheder går tabt. Hermed også mulighederne for demokratisk kontrol med såvel politikere som administration.

Enhedslisten mener, vi skal have mere indflydelse, mere åbenhed og indsigt og mere demokrati. Flere beslutninger og økonomi bør lægges ud i lokalområderne.

Enhedslisten ønsker åbenhed i forvaltningen – som minimum regler efter den gamle offentlighedslov. Men gerne meget mere.

At kunne få indflydelse sammen med andre i lokalområdet involverer og styrker det enkelte menneske og er den bedste sikkerhed mod isolation og afmagt. Vi ser en vigtig kobling mellem demokratisk indflydelse, sundhedsfremme og forebyggelse.

Enhedslisten tror, at vi mennesker kan og vil organisere os selv bedst, hvor vi bor og lever. Vi behøver ikke kostbare konsulentfirmaer til at fortælle, om vi er over- eller underforsynet med dagligvarebutikker. Især ikke når det samtidig har vist sig, at både konsulenter og politikere er totalt ligeglade med, om der er ingen eller blot en enkelt læge, tandlæge, psykolog eller andre sundhedspersoner i nærheden. Vi vil have solidaritet fra vugge til krukke – medansvar skal udvikles fra vuggestue. Vi lever i et moderne samfund. Vi vil gerne have en forsøgsordning med mikro-demokrati gennem lokale afstemninger.

For Enhedslisten er borgerpaneler for dem med overskud ikke nok. Vi ønsker, at indflydelsen er mere vidtgående og at mulighederne for at udvide demokratiet kan styrkes evt. som forsøg med frikommune. Vi ser, hvordan mennesker involverer sig lokalt i planlægning og skabende processer lige så snart der ydes blot lidt økonomi til projekter – eller når skole og daginstitution er truet af lukning eller har udsigt til en fjern områdeledelse.

Derfor skal der lyttes, når politikker og planer sendes i høring. Ofte kan det være en ide med en for-høring, således at man får taget problemerne i opløbet, når det er muligt. Enhedslisten mener, der skal arbejdes med at lave bedre og mere inddragende borgermøder. Der ligger en stor viden om kommunen gemt hos borgerne. Selvfølgelig skal regler og love overholdes. Derfor er det også en del af en inddragende proces, klart at forventningsafstemme, hvor og hvor langt borgerinddragelsen kan gå.

Enhedslisten vil investere i demokrati og positiv involvering frem for nedlæggelser og nedskæringer. Vi siger nej til privatiseringer, bl.a. fordi det er en trussel mod demokratiet – de ting vi før kunne bestemme i kommunen f.eks via byrådet, besluttes ved udlicitering til private virksomheder uden at vi kan lave beslutningerne om. Det mener vi er både dumt og udemokratisk.

Vi har også set, at mange private virksomheder fx inden for hjemmeplejeområdet er gået konkurs eller som det er sket i Ringsted, ikke mere vil byde på opgaver (Alheden). Det betyder at  kommunen rede trådene ud og give borgerne den pleje, som de skal have, og som der er betalt for. Privatiseringer er ikke gode løsning efter vores mening.