Sundhed skal være for alle

Enhedslisten vil have et sundt og retfærdigt Ringsted

Ringsted kommune skal arbejde for at alle har mulighed for at være sunde. Hvis vi bliver syge skal der være gode og lige muligheder for at blive raske. Det gælder uanset om man er syg i kroppen eller i sjælen.

Sundhed og forebyggelse er en kerneopgave for Ringsted Kommune. Enhedslisten vil sikre lige og fri adgang til alle sundhedsydelser for alle. Sunde borgere og medarbejdere sparer alle for unødvendige gener og kommunen for en masse udgifter.

Alle får bedre livskvalitet.

Ringsted kommune skal sikre at der reelt er frit lægevalg til alle – også selvom man er kommet på plejehjem.

Og vi synes, der skal være hjertestartere tæt placeret i hele kommunen, hvor der bor mennesker. Det kan redde menneskeliv.

Det psykiatriske og psykologiske område bør opprioriteres.
Der er blevet flere psykisk syge, mens behandlingstilbuddene er blevet færre.

Det er på det psykiatriske område vi ser en eksplosiv udvikling, som kun kan tackles med en hurtig indsats, hvis skaden er sket, og en effektiv forebyggende indsats for at undgå endnu flere menneskelige katastrofer.

Forebyggelse skal ske på mange niveauer, her nævnes blot nogle få eksempler:

• Børn og ældre skal sikres sund og økologisk mad på kommunens institutioner og i madservice.

• Der skal være flere kommunale cafeer, så alle kan få et sundt og billigt måltid mad.

• Der skal være varierede, alsidige og forebyggende tilbud. Kostvejledning, løb og vandreture er ikke tilstrækkeligt. Hvorfor ikke yoga, positiv psykologi, motionsgymnastik, dans, meditation og meget andet, som giver nye muligheder for enhver smag og krop?

• Der bør ansættes medarbejdere til at hjælpe voksne mennesker med sociale og helbredsmæssige problemer med at få den rette hjælp.