Et Sundhedscenter for alle

Alle uanset hvor man bor og hvad man fejler skal have mulighed for at gøre brug af sundhedscentret. Derfor skal sundhedscentret være opsøgende så også de svageste kan få glæde af det.


Sundhedscentertanken skal være et tilbud for alle borgere, ung som gammel, i by og på land. Derfor skal der også være et matrikelløst og mobilt sundhedscenter. Tilbud som læge, tandlæge, sygeplejerske, fysioterapi, ergoterapi, diætist, telemedicin og distriktspsykiatri bør tilknyttes sundhedscenteret.

Sundhed bør være for alle mennesker og ikke kun for de ressourcestærke. Enhedslisten mener, at det skal kobles sammen med mobil borgerservice.

Mange f.eks. psykisk syge eller ældre i landområderne har svært ved at komme frem til sundhedscentret. Derfor bør der være en mobil og opsøgende funktion i sundhedscentret, således at centeret kan være for alle.

Der skal satses på at styrke samarbejdet med regionen, så kommunen bliver top- gearet til at modtage borgere efter indlæggelser og sikre tilstrækkelig og effektiv rehabilitering og genoptræning. Det øger livskvalitet og forebygger genindlæggelser.