En levende Folkeskole

Så vender vi kajakken. Vi mener at folkeskolen skal forkæles. Det skal være slut med for få ressourcer og ingen penge til skolen. Vi skal prioritere vore børn – vi kan ikke være andet bekendt.


I den danske folkeskole går advokatens søn i klasse med murerens datter, og det gør den danske skole til et unikt og mangfoldigt fællesskab på tværs af sociale og kulturelle forskelle. Et fællesskab der ikke bare ruster vores børn rent fagligt, men også udvikler børnene til sociale, alsidige, ansvarsfulde og tolerante mennesker. Folkeskolen er afgørende for det enkelte barns muligheder fremover i livet, herunder uddannelse og arbejde, men også social trivsel. Især er folkeskolen afgørende for de børn, hvis forældre har lave indkomster, ingen uddannelse eller manglende ressourcer. Derfor er det af høj prioritet hos os i Enhedslisten at gøre folkeskolen endnu bedre.

Vi ved, bl.a. fra forskning, at lærerne er en fuldstændig afgørende faktor for elevernes trivsel og lyst til at lære. Samtidig ved vi, at lærerens vigtigste kompetencer er evnen til at knytte relationer, klasseledelse og faglige kompetencer (de fag, lærerne underviser i). Så når vi vil gøre folkeskolen endnu bedre, skal vi først og fremmest skabe gode betingelser for lærernes undervisning. Det gør vi bl.a. ved at give lærerne tilstrækkelig med tid til at forberede undervisningen, individuelt og i teams, så alle børn bliver hjulpet og udfordret. Det kræver flere forberedelsestimer end i dag, og samtidig vil vi afskaffe de unødvendige og tidskrævende opgaver, som elevplanerne, PISA-test og nationale test.

For at sikre stærke relationer mellem læreren og den enkelte elev, vil vi sænke klassekvotienten og indføre tolærerordninger, især i de yngste klasser og i de klasser, hvor der er elever med særlige behov eller elever fra uddannelsesfremmede hjem, så der er mere lærer-elevtid. Undervisningen skal være afvekslende og tilgodese elevernes forskellige læringsstile, og derfor vil vi stille krav til undervisningsmiljøet og indføre sanktioner, hvis skolerne ikke overholder kravene. Herudover er det afgørende for os i Enhedslisten, at alle elever udvikler sig fagligt såvel som socialt. I den forbindelse er vi især optaget af de elever, der ikke kommer fra ressourcestærke hjem og derfor har det sværere i skolen.

Med afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftale og reformen af folkeskolen er skoledagen blevet markant længere, skolen er blevet mere mål- og teststyret, og lærerne tvinges til mere lærebogsstyret og mindre kreativ undervisning. Det gør folkeskolen dårligere, og værst går det ud over de elever, der i forvejen har det vanskeligt i skolen.

• Der skal investeres mere i folkeskolen

• Lærerne skal have mere tid til forberedelse, teamsamarbejde og skole-hjemsamarbejde

• Klassekvotienten skal sænkes til max 22 elever i klassen, og vi vil indføre to-lærerordninger

• Eleverne skal have en kortere skoledag, og vi skal droppe lektierne

• Der skal stilles krav til undervisningsmiljøet, og der skal sanktioneres, hvis kravene ikke overholdes

• Vi vil afskaffe PISA, nationale test og standardiserede elevplaner, og vi vil væk fra den mål- og testfokuserede skole

• Vi har tillid til lærerne, eleverne og forældrene og vil øge den lokale indflydelse