Ældre har krav på værdighed og rettigheder

Efter et langt arbejdsliv er et godt langt otium en ret. Kommer man i den situation at styrken slipper op og sygdom melder sig, skal man have den hjælp der er brug for så man stadig kan have et godt liv med indhold.

Desværre er det ikke sådan, at man som ældre hurtigt og nemt kan få den hjælp man kan få behov for. Ældre er under pres fordi plejen koster penge og der er skåret i de midler kommunerne kan bruge på pleje. Selv om alle partier påstår at de vil gøre livet for ældre borgere bedre, er det langt fra altid man kan se det, når der skal stemmes om, hvor mange penge vil vil bruge på ældre.

Ringsted kommune har en flot og god politik, der siger, at et liv som gammel skal være værdigt. Vi mener, at den politik skal styrkes med rettigheder, man ikke bare kan løbe fra:

Ret til hjælp til at komme ud hver dag hvis ikke man kan selv er vigtigt for den ældres sundhed.

Ifølge tal fra Ældresagen får kun 3 % af alle de, der har hjælp i hjemmet tilbud om at komme ud.

Hjælp til indkøb er vigtigt for at ældre selv kan bestemme i sin hverdag.

Vi skal sikre hjælp til det daglige bad for alle ældre, der ønsker det.

Rengøring, der er så god, at ældre vil være bekendt at invitere gæster, er et mål for os. Dårlig rengøring af køkken og toilet øger risiko for sygdom og giver dårlig livskvalitet.

Træning sammen med andre kan dæmme op for at ældre føler sig ensomme og skære i det alt for store forbrug af antidepressiv medicin blandt ældre.

Der skal ske en jævnlig kritisk gennemgang af forbrug af medicin.

Et godt liv for ældre er også et tilbud om aktivt at være med når der laves mad. Ret til at styre madplan og mulighed for at inddrage pårørende anser vi også som en vigtig del af livet for ældre borgere.

Værdighed for ældre skal også gælde på plejehjem. Mange steder bruger mere end halvdelen af beboerne ble – og flere tvinges til det i takt med at der skæres i personale. Der skal være tid til at hjælpe ældre på toilet. Ble skal kun bruges, hvis det skyldes en sygdom, der ikke kan behandles.

Ældre på plejehjem har ret til udredning ligesom alle andre. Mange sygdomme kan forveksles med demens, f. eks depression, der hyppigt overses blandt ældre.