Kommunevalg ’17

Enhedslisten – Alternativet til Venstre !!

På denne side får du et kort overblik over, hvad Enhedslisten mener og arbejder for i de kommende år. Vil du vide mere kan du læse de uddybende emner, der også ligger i denne menu.

Social ansvarlighed
Sociale problemer løses ikke gennem tvang og udstødelse, Medborgere med sociale problemer skal behandles med værdighed og respekt.
Borgerne skal inddrages i sagsbehandlingen i stedet for at klientgøres.

Social og økonomisk sikkerhed
Kommunen skal tilbyde jobs til de, der falder for 225-timers reglen. Der skal desuden gives opkvalificerende og kompetenceskabende tilbud til ledige i stedet for meningsløs aktivering. Arbejdsmarkedets krav er med til at nedslide og udstøde mange mennesker. Disse skal have den hjælp, de har brug for i form af omskoling, fleksjob og førtidspension.

Socialrådgivning
Sagsbehandlingen skal fokusere på borgernes rettigheder og behov, og ikke på bureaukrati og skemaer. En borgerrådgivning skal sikre, at alle borgere får adgang til rådgivning, også anonymt, omkring deres økonomiske og sociale rettigheder.

Retssikkerhed
For at sikre borgernes retssikkerhed skal Ringsted Kommune have en uvildig borgerrådgivet, der kan tage sig af klager fra borgere, som føler sig uretfærdigt behandlet eller er kørt fast i systemet. Enhedslisten fik det med i budget 2018 – men vi skal stadig holde en vågent øje med, at borgerrådgiveren forbliver uvildig og ansvarlig alene over for byrådet.

Børnepasning
Alle førskolebørn skal tilbydes plads indenfor det første leveår i en vuggestue og efterfølgende i en børnehave. Søskende skal tilbydes plads i samme institution. Institutionerne skal tilføres ressourcer, så det pædagogiske arbejde igen fylder mere end personalemangel og stress.

Folkeskolen
Stop for kontrol og papirtyranni i folkeskolen! Skolerne skal have selvstyret tilbage og skoledagen skal efter folkeskolereformen og heldagsskolen sættes ned. Folkeskolen skal være rummelig, og derfor skal sprogstimulering, modersmålsundervisning og særlige indsatser for børn med specielle behov inkluderes i undervisningen så længe det er til fordel for børnene.
Børnenes fritidsliv skal styrkes.
Enhedslisten markerede sig som eneste parti klart mod områdeledelse. Det vil vi fortsat gøre.
Der har været stor søgning til privatskolerne i Ringsted gennem de sidste år. Hver tredie elev i Ringsted går nu i privatskole. Grunden er en årelang fejlslagen folkeskolepolitik, som politikerne i Ringsted må tage ansvaret for.

Ældreomsorg
Ældres rettigheder og selvbestemmelse skal respekteres. De borgerliges “frie valg” giver ikke nødvendigvis flere valgmuligheder. Et frit valg sikres ved at plejecentre, ældreboliger og hjemmepleje tager udgangspunkt i den enkelte ældres behov og ønsker.
Der skal ske en ekstra indsats for hjemmeboende med demens. Det kan ske ved, at demente medborgere tilbydes en ekstra omsorg fra Social- og Sundhedshjælpere med brug for skånebehov som f.eks. på grund af nedslidning bliver ansat i fleksjob.

Kommunen som arbejdsplads
Ringsted Kommunes mange ansatte gør hver dag et nyttigt og vigtigt stykke arbejde. Ringsted Kommune skal være en god arbejdsplads, hvor der sikres et godt arbejdsmiljø. Sundhed skal ind i arbejdsmiljøet ved at ansætte sundhedspersonale, der står til rådighed for kommunens ansatte. Der skal tilbydes uddannelse i konflikthåndtering for at sikre, at ansatte er i stand til at håndtere pressede situationer.
Enhedslisten vil arbejde for en såkaldt “whistleblower-ordning”, der sikrer medarbejderne mod fyring, hvis de oplyser om kritisable eller ulovlige forhold i den kommunale organisation.

Privatisering
Udlicitering og privatisering er med til at undergrave det fælles ejerskab og medvirkende til, at Byrådets ansvar mindskes. Den kollektive forsyning skal være kollektivt ejet. Kommunale opgaver skal udføres af kommunalt ansatte. Enhedslisten vil arbejde for indlicitering, hvor det er muligt.
Ringsted Kommune skal stille klare krav til leverandører og tjenesteydere, om overholdelse af gældende hovedoverenskomster.
Enhedslisten vil arbejde imod social dumping bl.a. gennem indførelse af et effektivt kædeansvar.

Økologi og bæredygtighed
Ringsted Kommune skal arbejde for at bevare eksisterende naturområder og stille krav til erhvervslivet om at respektere naturen og miljøet. Økologisk tankegang skal gennemsyre hele den kommunale planlægning og indkøbspolitik. Det være sig byggematerialer ved privat, offentligt og støttet nybyggeri, ved indkøb af materialer, maskiner (energi) og madvarer i kommunale institutioner.
Enhedslisten vil arbejde for en opbygning af socialøkonomiske virksomheder, der sikrer arbejdspladser af forskellig slags, som skal give mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en fair chance for at få et selvvalgt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Enhedslisten – Vi mener, hvad vi siger og siger, hvad vi mener !!!