I mål – og alligevel ikke

Enhedslisten undrede sig over, at det borgerdrevne forslag vedrørende Dampmøllen pludselig var væk fra listen over forslag på Ringsted kommenes hjemmeside søndag den 18. februar.

I den forbindelse stillede Enhedslistens byrådsmedlem Jan Jakobsen et spørgsmål på byrådets portal, der lød: Er det sikret, at alle de afgivne stemmer er godkendt ud fra kriteriet om, at man skal være borger i Ringsted Kommune for at stemme på et forslag, inden forslaget er taget af listen?

– jeg kunne selvfølgelig godt regne ud, at det måtte have noget at gøre med, at der var nået 300 stemmer, og derfor formulerede jeg netop også spørgsmålet, om man nu havde taget højde for, at nogle stemmer kunne blive underkendt, siger Jan Jakobsen.

Svaret fra administrationen lød, at den tekniske løsning, der var udviklet, indebar, at et forslag automatisk blev afpubliceret når det havde nået 300 stemmer. Altså, at man ikke havde taget højde for om stemmerne er godkendte. Den efterfølgende kontrol viste, at der var hele 12 ud af de afgivne stemmer, der var ugyldige.

– Det er jo den slags beklagelige fejl, der kan ske, når man prøver noget nyt.Det er dog godt, at forslaget er genpubliceret og nu når i mål.

I skrivende stund har forslaget fået 342 stemmer.