Enhedslisten vil bevare Kulturhuset og Hyldegården

Forud for næste byrådsmøde skal alle Ringsted kommunes politiske udvalg behandle et forslag om at lukke Kulturhuset og Hyldegården og flytte aktiviteterne til Anlægspavillonen. Forslaget er af administrationen sat på som et lukket punkt, men på forslag af Enhedslisten, blev punktet åbnet for offentligheden.

På gårdagens møde i Kultur- og Fritidsudvalget blev et forslag om lukke Kulturhuset og Hyldegården og flytte aktiviteterne til Anlægspavillonen behandlet. Sagen er sat på dagsordenen for alle politiske udvalg. Den egentlige indstilling til sagen skal foretages i Plan- og boligudvalget og i økonomiudvalget. Og byrådet skal tage den endelige beslutning.

At lukke Kulturhuset og Hyldegården er administrationens forslag til, hvordan man udmønter en budgetbeslutning fra 2016. Her besluttede et flertal bestående af alle partier undtagen Enhedslisten at spare 3 mio. kr. på ejendomsområdet i årene fra 2017-2020.

– Beslutningen om at spare tre mio. kr. hviler på oplysninger fra den administrative ledelse i kommunen. Men da den beslutning blev taget, blev det ikke nævnt, at det bl.a. var lukning af Kulturhuset og Hyldegården, der var i tankerne, siger Jan Jakobsen, medlem af Ringsted byråd for Enhedslisten. – Når administrationen ved budgetforhandlingerne oplyste, at de mente, der kunne spares tre mio. kr. uden samtidig at oplyse, at det ville medføre serviceforringelser, så må det jo betyde, at de mente at besparelsen kunne ske uden forringelser. F.eks. gennem energirenoveringer, mere effektiv udnyttelse eller andre fornuftige tiltag.

– En lukning af Kulturhuset og Hyldegården, med efterfølgende overførsel af aktiviteterne til Anlægspavillonen, vil medføre en uhørt centralisering og en de facto énsretning af kulturudbuddene i kommunen. Det vil gå ud over mangfoldigheden. Og det vil vi ikke være med til, fortsætter Jan Jakobsen. – Enhedslisten går ind for, at vi har brede kulturudbud i Ringsted kommune. Vi er jo ikke sammen bare interesseret i sport. Derfor er det ikke rimeligt, at stort set alle vores kulturtilbud skal lægges ind under sportscenteret. Vi mener at Kulturhuset og Hyldegården skal bevares.

Forslaget om bl.a. at lukke Hyldegården og Kulturhuset blev fremlagt som et lukket punkt, som offentligheden dermed ikke kunne få indblik i. Men på forslag fra Enhedslisten blev det ændret. På Kultur og fritidsudvalgets møde tirsdag aften blev sagen derfor behandlet som et åbent punkt.

– Det er kun godt og naturligt at den slags forslag behandles i fuld åbenhed, siger Henrik Kjær, Enhedslistens medlem af økonomiudvalget. – Man kunne jo få den kætteriske tanke, at man gerne vil have ro fra offentligheden til at træffe potentielt upopulære beslutninger. Når beslutningen så var truffet, kunne man slippe katten ud af sækken og informere brugere og offentlighed. Det er ikke til at vide, men det er svært at se andre begrundelser for at tage den slags beslutninger for lukkede døre.

– Det er ikke vores stil. Vi mener, at den politiske proces skal foregå i offentlighed. Det er jo trods alt borgernes penge det handler om. Derfor er vi også glade for at de andre partier støttede os i denne sag, slutter Enhedslistens Henrik Kjær.

(Foto af Hyldegården er et ældre arkivfoto)