Enhedslisten: Vi samles om bevaring

– Enhedslisten har opfordret alle borgere til at støtte forslaget om bevaring af de røde bygninger på Dampmøllen, fordi det er et godt forslag, der sikrer byens kulturarv. Det vil vi og mange andre borgere gerne samles om – også selv om et flertal i byrådet er imod.

Sådan svarer Enhedslistens byrådsmedlem Jan Jakobsen borgmester Henrik Hvidesten, efter borgmesteren i Dagbladet fredag højlydt undrede sig over, at Enhedslisten har opfordret til, at kommunens borgere støtter det borgerdrevne forslag om at bevare de karakteristiske røde bygninger på Dampmøllegrunden.

– Mindst 300 borgere vil gerne have et forslag behandlet i byrådet. Det vil vi også, og derfor er det helt naturligt, at vi støtter som alle andre, der også vil have en debat nu, fortsætter Jan Jakobsen.

– Jeg forstår godt, at det ærgrer borgmesteren, at der er 300 borgere, der ad demokratisk vej har sikret, at byrådet nu skal have en debat om bevaringen af bygningerne. Borgmesteren og et flertal i byrådet har, helt fair, fra begyndelsen været imod at bevare bygningerne, som man har kaldt for en øjenbæ. Det et de jo også lige nu – og for hver dag, der går, jo flere argumenter får borgmesteren og hans flertal for, at det bliver for dyrt at sætte bygningerne i stand. At trække en beslutning i langdrag bliver et bedre argument for at rive det hele ned.

– Der skal 300 borgere til at få en debat i byrådet. Det antal er nu nået. Det er borgere, der er enige om at ville bevare bygningerne som en del af den kulturhistorie, vi i forvejen har alt for lidt af i Ringsted. Både på grund af byens mange brande, men sandelig også på grund af tidligere bystyrers samme manglende evne til at passe på byens historie. Der er nu borgere, der siger fra over for denne politik. Det er for os langt det vigtigste i hele denne debat, og vi er med blandt alle dem, der har samme ønske på dette ene punkt, slutter Jan Jakobsen.