Borgerforslag godt på vej: Udvikling af Ringsted Dampmølle – støt det!

6. februar 2018 blev et forslag fra borgere i Ringsted om “Udvikling af Ringsted Dampmølle til fordel for fremtidens Ringsted” lagt frem på Ringsted kommunes hjemmeside.

I forslaget hedder det, at byrådet aktivt skal arbejde på at finde investorer, herunder samarbejde med RealDania og eventuelt søge midler i relevante fonde, så Ringsted Dampmølles gamle røde bygninger kan bevares og samtidig udvikle dem med respekt for kulturarven.

Forslaget indeholder nogle forudsætninger, som støtter er med til at understøtte. Det er:

1. Klar udmelding om at de gamle møllebygninger ikke må nedrives.
2. Udskrive en arkitektkonkurrence med henblik på fremtidig brug af bygningerne på en innovativ måde.
3. Finde investorer, søge fondsmidler samt samarbejde med RealDania med henblik på at realisere punkt 2 og samtidig skabe et unikt aktiv for Ringsted i fremtiden samtidig med at man bevarer en vigtig del af byens kulturarv og identitet.

Allerede nu er det et forslag, der markerer sig klart blandt andre, for på kun en uge har det fået støtte fra 180 borgere. Der skal 300 støtter til for at få det taget op i byrådet.

En ny mulighed for at borgere i Ringsted kommune kan stille forslag, de gerne vil have at Byrådet drøfter, trådte i kraft 1. januar 2018. Det gør, at forslag som udvikling af Ringsted Dampmølle kan komme på byrådets dagsorden, hvis det får opbakning fra 300 borgere i kommunen.

Hvis du vil støtte forslaget om udvikling af Ringsted Dampmølle, som det er beskrevet af forslagsstillerne, har du mulighed for at stemme på det, hvis du bor i Ringsted Kommune. Du kan stemme på forslaget ved at følge linket her.

I Enhedslisten er vi glade for, at der i Ringsted nu er kommet denne mulighed for, at en gruppe borgere kan fremsætte forslag. Det er SF, der har båret forslaget ind i Ringsted byråd efter en model, der også kendes fra andre byer.

Vi vil gerne opfordre til, at du støtter forslaget om udvikling af Ringsted Dampmølle. Det fremmer sagen, at det er en bred gruppe borgere, der står bag forslaget. Det er med til at vise det samlede byråd, at det er et ønske fra mange borgere. Så jo flere, der støtter, jo bedre.